Historie

Den første start 

Grundlaget til Koncernselskabet Arctic Group A/S blev lagt med oprettelsen af selskabet Arctic Import i Grønland i 1978. Vores grønlandske handelsvirksomhed blev startet på baggrund af et stigende behov for levering af produkter og løsninger til grønlandske håndværkere.

Der viste sig hurtigt at være god brug for Arctic Imports ekspertise, og snart fik aktiviteterne et sådant omfang, at det var nødvendigt at udvide - og samtidig etablere et indkøbskontor i Danmark. Fra første færd placerede vi det danske kontor med god adgang til Grønlandshavnen og Aalborg Lufthavn. Med tiden har dette kontor udviklet sig til vores hovedsæde.

Etablering af Værktøjscenter

For på bedste vis at kunne betjene de lokale håndværkere, etablerede vi i 1985 et værktøjscenter i Nuuk. Igennem årene er der sket en rivende udvikling for værktøjscenteret. Ikke bare er arealet vokset til det firedobbelte. Behovet i Grønland har vist sig så stort, at vi i 2004 også tilføjede trælast og byggematerialer til sortimentet. I 2005 oprettede vi et decideret trælast og byggecenter på området.

Specialisering

Som et naturligt led i udviklingen oprettede vi i 1991 en selvstændig salgsafdeling til servicering af institutioner og hoteller. Afdelingen har specialiseret sig inden for indretningsløsninger og forbrugsvarer.

Ved siden af disse aktiviteter har vi etableret os inden for engrossalg til supermarkeder, købmænd og kiosker, så Arctic Import nu også er totalleverandør til den grønlandske detailhandel.
I 2001 åbnede vi et engroslager i Nuuk. Herfra sikrer vi løbende levering af hurtigt omsættelige dagligvarer til butikker i den grønlandske hovedstad.

Færøsk datterselskab

På baggrund af den ekspertise vi igennem årene har opnået med servicering af vanskeligt tilgængelige områder, etablerede vi i 1999 fast repræsentation på Færøerne. Efterfølgende er disse aktiviteter overgået til vort færøske datterselskab Blika, hvori Arctic Group har en ejerandel på 48%.

Et selskab i udvikling

I Arctic Import har vi i de seneste år nået en betydelig omsætning, og vi er i såvel 1999 som i 2000 og 2001 blevet udnævnt til Gazelle i Dagbladet Børsens analyse af de hurtigst voksende virksomheder. I 2008 har vi tillige opnået en AAA rating med benævnelsen ”fremragende kreditværdighed”.
Sidst i 1990'erne var aktiviteterne i Arctic Imports hovedkontor blevet så pladskrævende, at vi måtte flytte til en naboadresse i Nørresundby, hvor vi allerede i anden halvdel af 2001 foretog den første udvidelse.

Udvikling af koncernen

I 2007 var selskabet blevet så omfattende, at vi besluttede at dele vores aktiviteter op, således at værktøjscenter, trælast og byggemarked blev skilt fra Arctic Import og gjort til et selvstændigt selskab. Samtidig indtrådte vi i XL-BYG kæden under navnet XL-BYG Arctic Import. Sammen hørte de to salgsselskaber Arctic Import og XL-BYG Arctic Import under Arctic Group, som sørger for den administrative del af virksomhedsførelsen, hvor salgsselskaberne holder fokus på salg.

Fokus på totalleverancer

En omstrukturering i 2011 betød frasalg af XL-BYG Arctic Import og dermed frasalg af Trælast og dele af Håndværk & Industri. Samtidig betød omstruktureringen øget fokus på og styrkelse af forretningsområdet Supply, hvor Arctic Imports kompetencer indenfor totalleverancer til ship, offshore og mineindustrien bliver udnyttet fuldt ud. Derudover fortsætter vi med eneforhandlingen af Komatsu, Manitou, Atlas Copco og Excadrill entreprenørmaskiner samt Trygg kæder på det grønlandske marked. Med etableringen af det nye forretningsområde styrker Arctic Import sig som leverandør af turnkey løsninger, hvor kunden blot behøver have én leverandørkontakt, og Arctic Import sikrer en hurtig, nem og sikker levering.

 

Historien kort

  • 1978: Arctic Import etableres i Nuuk på baggrund af et stigende behov for import af produkter til grønlandske håndværkere
  • 1984: Der oprettes selvstændigt indkøbskontor i Danmark. Dette er med tiden blevet vores hovedsæde
  • 1985: Værktøjscenter i Nuuk bygges
  • 1991: Selvstændig salgsafdeling til servicering af institutioner og hoteller oprettes
  • 1999: Fast repræsentation på Færøerne. Senere oprettes det selvstændige datterselskab Blika
  • 1999: Udnævnt til gazelle i Dagbladet Børsens analyse af de hurtigst voksende virksomheder
  • 2000: Udnævnt til Gazellevirksomhed på 2. år
  • 2001: Engroslager i Nuuk etableres
  • 2001: Udnævnt til Gazellevirksomhed på 3. år
  • 2004: Etablering af forretningsområdet Trælast
  • 2005: Etablering af Trælast- og Byggecenter i Nuuk
  • 2007: Etablering af XL-Byg Arctic Import
  • 2007: Etablering af koncernselskabet Arctic Group
  • 2008: Opkøb Nørresundby Tømmerhandel
  • 2008: AAA-rating
  • 2008: Opkøb Butik Natalie, Nuuk
  • 2008: Opkøb af Jope Butik og Butik Nivi, Ilulissat
  • 2011: Oprettelse af Entreprenørmateriel som forretningsområde i Arctic Import regi som følge af frasalget af XL-BYG Arctic Import
 

Vidste du, at...

  •  

    Arctic Group beskæftiger mere end 150 medarbejdere, fordelt på 3 lande.

  •  

    Arctic Group er registreret som både dansk og grønlandsk virksomhed. Derfor betaler vi selskabsskat i begge lande.

  •  

    Arctic Groups salgskonsulenter årligt tilbagelægger mere end 400.000 km for at komme på besøg hos vores kunder i Grønland, på Færøerne og på Island.

GSAT_Logo_hvid

Arctic Group

Arctic Import

Arctic Group A/S - Langerak 17 - Postboks 8220 - DK-9220 Aalborg Øst - Tlf. +45 96 32 19 00 - Fax +45 96 32 19 10

© 2010 Arctic Group A/S